Du er her

Rock the Region

20/04/2019 - 19:30    

Rock The Region 2019

Rock the Region præsenterer for fjerde gang et stærkt lineup i et spændende samarbejde på tværs af Region Midtjylland. Masser af talent i det midtjyske og musikfællesskaber bakker op om hinanden på denne turne med syv upcoming bands på syv spillesteder! Som de tre forudgående år handler Rock The Region om at styrke allerede talentfulde musikere og bands. Det handler om at samle alle de ressourcer som fællesskaberne i regionen kan mønstre, samt pege retning mod de professionelle musiknetværk i Aarhus omkring Promus og SPOT Festivalen.

Rock The Region præsenterer ved koncerten på Kedelhuset skandinavisk electronica, grunge, folkpop, ska punk, groovy hiphop og tilbagelænet, dansksproget vellyd. Der er fri entré ved koncerten.

De udvalgte er:

INGELINE (dansksproget folkpop fra Viborg)
Ingeline synger sine sange med en sjældent hørt lidenskab, og tager dig på en tur rundt i sin poetiske verden med en dragende vokal og klingende fingerspil på sin guitar. Allieret med et velspillende band i form af Frederik Sandfeld på guitar og pedal Steel, Christian Pedersen på bas og Jonas Kardyb på trommer, står Ingeline nu klar til at præsentere sine folkpop-inspirerede sange.
Onlinewww.facebook.dk/ingelinemusic

MAINE COON (grungerock fra Skive)
Maine Coon er et rockorkester med en sjælfuld vokal og en instrumentation der drager inspiration fra 90’ernes grungescene, til de syrede guitarhyl fra 60’ernes syrerock. Musikken leverer sjæl, inderlighed og charme, der skubber grænser inden for rockgenren, men som ikke er bange for at kigge tilbage på musikhistoriens bedste. 
Onlinewww.facebook.com/Mainecoonbanddk/

POWER MODE (Ska punk fra Randers)
Bandet er kompromisløst. Power Mode fusionerer attituderig punk med lalleglad melodisk ska og krydrer det med catchy guitar riffs, fyldt med distortion. Som navnet indikerer, er Power Modeet energisk liveband. Deres originale lyd og performance kommer ud over scenekanten og når publikum, med nærvær, humor og et autentisk udtryk.
Onlinehttps://www.facebook.com/PowerModeDK

KARL KRISTIAN (dansksproget trubadurrock fra Holstebro)
Med inspiration fra egnsfæller og ikoner som Johnny Madsen og Allan Olsen, skriver Karl Kristian sig direkte ind i en folkekær tradition af trubadurer, som formår at formidle små åbenbaringer gennem dagligdagens trummerum. Karl Kristians tekstunivers runger som et ekko af Sebastians poetiske lyrik, mens selve musikken har et mere moderne islæt, der skaber associationer til Tue West. Med Karl Kristian er de danske digte igen at finde i populærmusikken.
Onlinewww.facebook.com/karlkristianmusik

PAPER CRANES (skandinavisk elektronika fra Aarhus)
Paper Cranes laver melankolsk elektronika, der med udlængsel og rodløshed svæver mellem bjergtoppe og myldrende storbyer. Kvintetten startede ud i et nedlagt mejeri, hvor skarpskårne beats og brede synthflader gav ekko mod de flækkede klinker, og usunde mængder af radon bidrog til den soulede vokal. Det er på én gang introvert, storladent og ganske dansabelt.
Onlinewww.facebook.com/PaperCranesDK

METERVARE (groovy, poetisk hiphop fra Silkeborg)
METERVARE er poetisk, mørk, alternativ hiphop, der med elektroniske cirklende beats og insisterende melodiske toner, bærer den voldsomme og hviskende hæse rap. METERVARE er opstået ud fra et behov. Et behov for at få afløb for poesien og tilføje verden en dybde. En dybe vi ikke kan finde i nattelivets kortlivede relationer, hverdagslivets umenneskeliggørende politik og de hamstrede horder af valuta, vi gemmer i madrasserne.
Onlinewww.facebook.com/metervaredk

Om Rock The Region: 
Rock The Region er et talentudviklingsforløb, en turné og et fællesskab. Det handler om at styrke allerede talentfulde nye bands og solister, udfolde deres potentiale og tage publikum med på rejsen. Rock The Region tager i 2019 på turné for fjerde år i træk og i år med stop i hele syv byer. Publikum kan se frem til et koncentrat af det bedste fra syv bands og solister, i et intensivt show med korte koncerter, videopræsentationer, og opleve nye bud på genrer som groovy poetisk hiphop, ska punk, dansksproget folkpop, skandinavisk elektronika, grungerock og dansksproget trubadurrock. 

Online: www.facebook.com/rocktheregiondk

Mere info: http://www.mono.dk/projekter/rock-the-region