Amanda Ginsburg

Amanda Ginsburg er et brandvarmt navn på den svenske musikscene. Med sin utrolige sangstemme og flotte jazz-kompositioner har hun løftet vokaljazzen til nye højder i broderlandet – og nu får du chancen for at høre hende med hendes kvartet på Kedelhuset i Silkeborg!

Ginsburgs raffinerede arrangementer og medrivende vokal skaber en intimitet med lyttereren øjeblikkeligt, og både publikum og anmeldere har måttet overgive sig igen og igen.

Hun udgav sit debutalbum “Jag har funderat på en sak”, der vandt en Grammy Award for Jazz of the Year 2019. Dernæst udgav hun sit 2. og foreløbigt seneste album, “I Det Lilla Händer Det Mesta” der akkurat som forgængeren fejede konkurrenterne af banen og vandt Grammy Award for Jazz of the Year 2021!

Desuden har Amanda Ginsburg modtaget “Olle Adolphsen stipendiet” og “Sveriges Kompositörers/Textförfattares Jazzpris” med begrundelsen:

“Der findes et ekko af vores (Sveriges) legendariske jazzsangerinder i hendes musik. Hun har formået at skabe nye og virkeligt charmerende sange der lader sig inspirere af sin historie, men som taler med sin helt egen stemme”

Den dobbelte grammy-vinder har optrådt hele to gange i det tv-transmitterede og prestigefyldte, Ålsang På Skansen og på samme scene optrådte hun ved SVT’s nationaldagsfejring i 2021. Hun har dertil medvirket i en lang række musikalske tv- og radioprogrammer og har – som ganske få Skandinaviske jazz-sangerinder – flere mio. afspilninger på Spotify.

I front for en helt utrolig jazz-kvartet, optræder Amanda Ginsburg med dragende og vedkommende jazz, som fra tid til anden eksploderer i musikalske genialiteter fra de dygtige musikere, hun har med sig. Gå ikke glip af Amanda Ginsburg, når hun tager på sin første egentlige DK-turné og besøger Silkeborg under Vinterjazz 2023!

Køb billet Mad og drikke
  • Dato
    Fredag 3. Feb 2023
  • Tid
    20.00
  • Sted
    Kedelhuset
    Papirfabrikken 72
    8600 Silkeborg
  • Billetpriser
    95 - 195 kr.
  • Kategorier
    Koncert (siddepladser)