Bremer McCoy / Yellow Spoon

Væbnet med klaver og kontrabas har Bremer/McCoy formået at give genklang både herhjemme og i udlandet. Og det samme er Silkeborgs Yellow Spoon godt på vej til at gøre. Politiken har fornylig udpeget Yellow Spoon som et “must watch” og i april 2021 optrådte de til P8Jazzs årlige begivenhed JazzAlive. Nu kan du møde to af tidens absolut hotteste jazzduoer på Kedelhuset.

Bremer/McCoys fjerde album, ‘Utopia’, blev udgivet i samarbejde med Talking Heads-frontmanden David Byrnes label – ‘LUAKA BOP’ – i New York. Her fortsatte duoens rejse videre ind i et forunderligt lydunivers skabt af to perfektionistiske og uhyrligt talentfulde barndomsvenner.

De har været pris-nomineret til Steppeulven for bl.a. Årets Musiker og Årets Komponist mere end en gang, de har fået opmærksomhed i udlandet og præsteret udsolgte koncerter på Copenhagen Jazzhouse og Bremen Teatret i København – ligeledes mere end en gang.

Jonathan Bremer, kontrabas, og Morten McCoy, klaver, har kendt hinanden det meste af livet, og har spillet sammen siden 2012 – og i Oktober 2019 udgav de deres fjerde album sammen.

“På den seneste plade havde vi besluttet, at der skulle være mere frihed til nyskabelse – og alligevel ender vi med at lave en plade primært med klaver og kontrabas. Den overordnede ambition er at bidrage til noget, der binder folk sammen. Vi har fået nogle overvældende oplevelser igennem musikken, og det håber vi også, at vores lyttere kan,” forklarer Morten McCoy.

Bremer/McCoy er et stærkt fællesskab med en særlig, gensidig forståelse – en anmelderrost konstellation, der skal opleves.

Jonathan Bremer 
vandt som 17-årig JazzDanmarks Ung Jazz konkurrence med bandet Surf in Stereo. Et år efter blev han hyret af Jazzhus Montmartre som husbassist og i perioden 2011-2014 var fast medlem af Niels Lan Dokys trio, og han medvirker desuden på flere af Dokys plader. Bremer har desuden eksperimenteret meget med at bruge kontrabassen i dub, reggae og elektronisk musik, han kuraterer Montmartres serie af upcoming-koncerter og har pladeselskabet Unity Rec.

Bremer har oprådt sammen med David Sanborn, Gino Vannelli, Palle Mikkelborg, Raske Penge, Mike Sheridan, Mikkel Metal, Purbayan Chaterjee, Rick Margitza og mange andre rundtomkring i hele verden.

Jonathan Bremer vandt for nyligt en Steppeulv – Den Danske Kritikerpris, som Årets Musiker 2019.

Morten McCoy 
startede sin musiske rejse med at grave dybt ned i den jamaicanske musik-kultur både som musiker, komponist, koncertarrangør og DJ. Siden har han beskæftiget sig med både øst- og vestafrikansk musik såvel som moderne vestlige lyde.

Som producer har han bl.a. arbejdet intensivt med at mestre kunsten at optage lyd analogt. I 2017 var han medkomponist på det prisvindende soundtrack til filmen “Underverden” og blev nomineret til en Steppeulv som “Årets Musiker” og som “Årets Komponist” sammen med Jonathan Bremer. Han kuraterer Livity Music – et sublabel på Raske Plader.

Yellow Spoon
spiller improvisatorisk jazz, hiphop og house og deres debutalbum er udgivet i april 2021 på Super Bad Disco / HHV Records, som også har udgivet artister som kritikerroste Athletic Progression, Berlin Zoo og Lord Akton.

Yellow Spoon Lineup:
Rasmus Riis Sitarz (dr)
Christoffer Holm Clausen (piano)

 

Arr. Kedelhuset

  • Dato
    24.
    Juni
    2021
  • Tid
    20.00
  • Sted
    Kedelhuset
    Papirfabrikken 72
    8600 Silkeborg
  • Billetpriser
    70 - 125 kr.
  • Kategorier
    Koncert (siddepladser)
Køb billet Tilkøb m.m.