Stevie Wonder: Songs In The Key Of Life
Torsdag 25. sep 2025 kl. 20.00
Torsdag 25. sep 2025 kl. 20.00
Stevie Wonder var kun 26 år, da han udgav det skelsættende dobbeltalbum Song In The Key Of Life i 1976, men allerede på et kunstnerisk højdepunkt. Kedelhuset fejrer denne juvel fra musikhistorien som led i spillestedets 10-årsjubilæum. Et hold af de bedste musikere fra Silkeborg/Aarhus-området opfører musikken LIVE.
130 forskellige musikere af vidt forskellig slags medvirkede på dette enestående album. (George Benson, Hare Krishna, Herbie Hancock er blandt de mest kendte, men dertil kommer kæmpe kor og en lang række gæsteinstrumentalister.) Hertil kom en teknisk stab, der håndterede det uhyre ambitiøse projekt, der var over et år undervejs.
Blinde Stevland Hardaway Morris brød igennem som barnestjerne i 1963 med kunstnernavnet Stevie Wonder og var i 1974 på nippet til at forlade musikbranchen, tage til Ghana og arbejde for udsatte børn med handicap dér. En stor kontrakt med Motown fik ham på andre tanker og ændrede dermed musikhistorien for altid med sange som I Wish, Isn’t She Lovely og Sir Duke.
Sangene indkredser livet – fra barndom til det modne, religiøse menneske med social indignation. Den Amerikanske ‘Library of Congress’ har forsøgt at indfange Stevie Wonders mesterværk med disse ord:
“På albummet er der en ganske særlig, næsten ubeskrivelig glæde – selv over for livets trængsler (Joy Inside My Tears) og anerkendelse af det evige (As), ikke som en fjern drøm, men en del af livet, der skal fejres nu. Another Star bruger moltonarter, mens der synges om tabt kærlighed akkompagneret af synkoperede rytmer og en optimistisk stil i kontrast til temaet.
Det er ikke kun de modsatrettede elementer, der definerer sangen – dens kraft stammer fra en slags indre lys, Wonder synes at opleve, en overflod, der formidles direkte til lytteren.
Det er måske derfor, offentligheden har reageret så positivt på dette album gennem årene; selv i fortvivlelse er der bekræftelse; forløsning er ikke for det næste liv, men dette.
Dette er langt mere end blot en crossover af stilarter, et veludviklet værk af en mestersangskriver og musiker – det er musik, der stråler og skinner gennemskinner alt med vedvarende kraft.”