Total Hip Replacement & Anyankofo

Det aarhusianske orkester Total Hip Replacement ankommer til Kedelhuset i Silkeborg med helt ny musik i bagagen, skabt i samarbejde med nogle af de bedste unge ghanesiske musikere lige nu. Mød også gymnasiets velspillende Party Big Band, som er supportband ved koncerten.

Forvent et inkluderende og energisk liveshow, med et 10 mand/kvinde stort band på scenen, en stram blæsergruppe og tunge grooves. I mødet mellem reggae, highlife, traditionelle ghanesiske rytmer og global pop, peger musikken fremad med en udadvendt energi og afsøger en ny sound, der tilsammen skaber en platform for et fælles sprog mellem musikerne og et globalt publikum.

★★★★★
“De swinger, groover og brænder igennem på en helt anden måde, og hele huset vugger i stolene fra første takt.”

– GAFFA

“Vi er helt vildt spændte på det her projekt, der er kulminationen på et samarbejde vi haft med dygtige ghanesiske musikere igennem de sidste mange år. Musikken er helt klart skrevet med henblik på at blive spillet live og forhåbentlig skabe ekstatiske øjeblikke mellem os musikere og et dansende publikum”, fortæller bandets forsanger Victor West Hosbond.

I et tæt og ærligt møde indspillede musikerne et album i Ghana i vinteren 2021. Det er sange med et varmt og opløftende udtryk og en stærk kerne af samhørighed – de handler om møder på tværs af forskellighed, eksistentielle problematikker, romantisk kærlighed og kampen for social lighed.

Indspilningerne foregik i det legendariske studie Kwashibu Music i tæt samarbejde med produceren og musikeren Kwame Yeboah (Pat Thomas & Kwashibu Area Band, Cat Stevens, Craig David m.fl). Både gamle og nye stjerneskud fra den ghanesiske musikscene er featured på det nye album: highlife legenden Pat Thomas, hip-life rapperen Worlasi, den GRAMMY-nominerede reggae-stjerne Rocky Dawuni og topmusikere fra Ebo Taylors band, Kwashibu Area Band og Santrofi.

“Musikalsk er det en meget spændende rejse, hvor vi har skrevet alle numrene sammen og på den måde er musikken blevet en ægte blanding af Total Hip Replacements reggae/pop-fusionsunivers og ghanesiske stilarter, herunder særligt highlife musikken. Jeg synes der er kommet en livsglad, original og energisk smittende lyd ud af det og vi kan ikke vente med at møde publikum. Særligt er det vores budskab, at der skal prikkes til nysgerrigheden og at forbindelserne skal genoprettes på tværs af skel, kulturer og kontinenter. At møde mennesker fordomsfrit og i disse møder forsøge at forstå hinanden og på den måde få perspektiv på verden og måske endda sig selv, har fra start været kernen i projektet”, fortæller Victor West Hosbond

Total Hip Replacement har blandt andet optrådt på internationale og danske festivaler som Iceland Airwaves (IS), G! Festival (FA), Karibu Festival (TZ), One Love Festival (UK), GrimFest, Smuk-Fest og spillet mange udsolgte show på deres sidste danske albumtour.

Total Hip Replacement & Anyankofo (DK/GH)
Support: Silkeborg Gymnasiums Party Big Band
Kedelhuset, stående koncert
Fredag 29. april 2022 kl 20.00. Dørene åbnes kl 19.00. Support kl 20.00. Total Hip Replacement kl. 20.45.
Entré kr. 175 inkl. gebyr / unge under 25: kr. 95 inkl. gebyr

Arr. Kedelhuset

  • Dato
    29.
    April
    2022
  • Tid
    20.00
  • Sted
    Kedelhuset
    Papirfabrikken 72
    8600 Silkeborg
  • Billetpriser
    95 - 175 kr.
  • Kategorier
    Koncert (ståpladser)
Køb billet Tilkøb m.m.