Crocell & Vanir

To kraftfulde bands fylder Kedelhuset med hårdtslående musik i september:

CROCELL leverer en hidsig omgang death/black metal, der vil gå rent ind hos fans af Necrophobic, Marduk, Bölzer m.v.

VANIR er ikke blot et metalband – de er historiefortællere, der med passion og præcision formidler vores fælles fortid gennem musikken. 

CROCELL
Hvor den legesyge dobbelt-EP ‘Baptized in Bullets’ / ‘Funeral Bliss’ fra 2021 blev brugt til at udforske og rendyrke to særskilte kunstneriske retninger, tager det nyeste album ‘Of Frost, of Flame, of Flesh’ udgangspunkt i aggressiv og til tider næsten punket death/black.

Undervejs bydes endda på en Slayer-værdig solo af selveste Tue Madsen, der som producer også har stået bag det knusende tunge lydbillede i sit legendariske Antfarm Studio.

Det dystre forsidemaleri af NNart skildrer en forvreden dødning, der forgæves forsøger at kæmpe sig ud af pinslens og afmagtens dynd – en parallel til tekstuniversets beskrivelser af en menneskehed, der ikke evner at kæmpe sig fri af historiens fadæser og fejltagelser. Det handler om korrumperet magt, undertrykkelse, kulturers forfald og verdens almene dystre udsigter.

Hos Crocell spores dog ingen apati i mødet med afgrunden – her foregår det i stedet med en morbid fandenivoldskhed og gravøls-kruset højt hævet.
‘Of Frost, of Flame, of Flesh’ placerer sig milevidt fra den thrashede dødsmetal, som Crocell i sin tid bragede ind på metalscenen med. Hurtigt blev bandet kåret som årets metaltalent ved Danish Metal Awards i 2008, og med koncerter i mere end ti lande i løbet af den første håndfuld år blev Crocell også kendt som et ultrasolidt liveband. Siden dengang er bands, trends, pladeselskaber og pandemier kommet og gået, men 17 år inde i karrieren kværner Crocell ufortrødent videre.

Lineup:
Asbjørn Steffensen: vokal
Tommy Christensen: guitar
Mads Bertram H. Gath: guitar
Uffe Laustsen-Jensen: bas
Andreas Posselt: trommer

VANIR
Med den nyeste udgivelse Historia Belli ønsker bandet at dykke endnu dybere ned i renæssancens og middelalderens mørke: en tid, hvor forræderi og ære gik hånd i hånd, og hvor visdom og brutalitet var to sider af samme mønt.

“For Vanir har det altid været essentielt at forbinde vores fælles historie med vores lidenskab for metalmusikken. På både det forrige og det kommende album har vi et stærkt fokus på at fortælle ikke kun de velkendte, sagnomspundne myter, men også de glemte kapitler af vores historie ? de begivenheder og skæbner, der har formet vores verden, men sjældent får den anerkendelse, de fortjener.”

Efter udgivelsen af Sagas i 2022 har Vanir spillet en række stærke shows og festivaler i hele Europa – blandt andet i Danmark, Tyskland, Tjekkiet, Østrig, Sverige og Frankrig – og høstet ros for deres intense liveoptrædener og historisk forankrede koncept. Bandet har fået stærke anmeldelser fra både danske og internationale medier:

“Vanir delivers sonic warfare of epic proportions!” – Metal Hammer
“Historical storytelling has never sounded this heavy and captivating.” – Rock Hard
“One of Denmark’s most exciting metal bands.” – Metal.de

Køb billet Mad og drikke
  • Dato
    Fredag 18. sep 2026
  • Tid
    20.00
  • Sted
    Kedelhuset
    Papirfabrikken 72
    8600 Silkeborg
  • Billetpriser
    95 - 195 kr.
  • Kategorier
    Koncert (ståpladser)